August måned 2008 har været helt ekstremt regnfuld. Vi har fået over dobbelt så meget regn som normalt - og vi haft den vådeste august måned siden 1963.
August måned har været helt usædvanlig regnfuld med stedvis store mængder nedbør, der er faldet i flere omgange hen over landet.
146 mm regn
Et kraftigt regnvejr den 4. august, et tordenuvejr den 7. august og det kraftige regnvejr over den sydlige og østlige del af landet den 23. august har været hovedårsag til de store nedbørmængder, der er faldet i august 2008.
I nogle dele af landet er der i løbet af august faldet 180 mm - og på landsplan viser foreløbige tal fra DMI, at der er faldet 146 mm regn.
Det gør august måned til den vådeste måned, vi har oplevet i Danmark i 10 år, og den mest nedbørrige august i 45 år, samt den tredje vådeste august siden 1874.
Vådeste august siden 1963
Vi skal 45 år tilbage i tiden for at finde en august måned, der har budt på mere regn end i år. I 1963 faldt der i august måned 155 mm i regnmålerne rundt om i landet.
De 146 mm gør august måned 2008 til den tredje mest regnfulde august måned, vi har oplevet i Danmark, siden man begyndte at registrere nedbør i 1874. Kun i 1963 (155 mm) og i 1891 (167 mm) er der faldet mere regn end i år.
August måneds 146 mm er over dobbelt så meget regn som en normal august måned byder på. Normalt falder der 67 mm i løbet af årets ottende måned.
Vådeste måned i 10 år
Med de 146 mm i løbet af august måned, så er det den mest nedbørrige måned vi har oplevet i Danmark i 10 år. Ikke siden, der i oktober 1998 faldt 171 mm regn har vi fået mere nedbør på bare én måned.
August 2006 bliver med sine 156 mm desuden den 10. mest regnfulde måned i Danmark siden 1874. Den nedbørrigeste måned i Danmark er fortsat oktober 1967, hvor der faldt 177 mm regn.
Fakta
5 Vådeste august måneder siden 1874
1891 : 167 mm
1963 : 155 mm
2008 : 146 mm
2006 : 145 mm
1943 : 138 mm
