Søndag blev der i den sydlige del af Jylland set mystiske mørke striber på skyerne. Striberne har dog en - næsten - helt naturlig forklaring.
Flere af TV 2|VEJRETs seere undrede sig søndag formiddag over mørke striber på skyerne. Striberne gik sågar på tværs af hinanden og dannede mægtige kryds.
Skygger fra kondensstriber
Der er dog en forklaring på de mørke striber på skyerne hen over Sydjylland. De skyldes nemlig skygger fra flyenes kondensstriber højt oppe. Kondensstriberne har kastet en skygge ned på de lave skyer som var så tynde, at solen kunne skinne igennem dem. Hvor kondensstribernes skygge lå fremtrådte skyen mørk.
Da skydækket i løbet af dagen gik i opløsning kunne man få syn for sagen og i hvert tilfælde få øje på mindst en af synderne.
Søndag var vejrsituationen hen over Danmark nemlig den, at der først på dagen strømmede kølig og fugtig luft fra vest ind over den sydlige del af landet, der i formiddagstimerne gav anledning til dannelse af et lavt - men relativt tyndt - skydække i næsten 2.000 meters højde. Disse skyer af typen stratocumulus lå først på dagen hen over den sydlige del af Jylland, men gik i løbet af formiddagen i opløsning.
Samtidig strømmede fugtig luft med stor hastighed ned over Dannmark fra nordvest i 7-12 kilometers højde. Det er i den højde de store jetpassagerfly passerer Danmark på deres transatalantiske ruter til og fra Mellemeuropa - og med høj luftfugtighed i denne højde var der også gode betingelser for dannelse af kondensstriber fra flyenes jetmotorer.
En - næsten - naturlig forklaring
Selv på en ellers skyfri dag kan man opleve, at kondensstriberne en overgang skygger for solen - og det samme skete søndag. Her faldt skyggerne dog i første omgang ned på toppen af de lave skyer i ca. 2 km's højde.
Da disse skyer i deres opløsningsfase søndag formiddag var blevet så tynde at solens stråler kunne kunne igennem dem, så fremstod kondensstribernes skygger som mørke striber på de ellers hvide skyer.
Så selv om skyerne hen over Sydjylland søndag formiddag umiddelbart så mystiske ud, så var der som næsten altid en forklaring - og i dette tilfælde en næsten naturlig forklaring...
