Foråret er årstiden, hvor blomsterne springer ud, fuglene begynder at synge - men det er også årstiden for tornadoer.
I USA oplever man i forårsmånederne de fleste tornadoer, der opstår mens temperaturforskellen mellem syd og nord er størst.
Maj byder på flest
I de seneste år er der blevet observeret flere tornadoer end normalt. Maj 2004 bød på hele 546 tornadoer, og 2004 blev det år med flest tornadoer i USA's historie. Man observerede i løbet af året ikke mindre end 1783 tornadoer.
Efterhånden som foråret nærmer sig bliver tornadoerne hyppigere. Tornadosæsonen går for alvor igang i marts måned og kulminerer generelt i løbet af maj.
Dannes i forbindelse med tordenbyger
Tornadoer opstår i forbindelse med kraftige tordenbyger. Det sker især når varm og fugtig luft 'fanges' under et lag af tør og kold luft. Derved bliver luften ekstremt ustabil, og den varme og fugtige luft stiger til vejrs og danner enorme tordenbyger - de såkaldte superceller.
I disse enorme superceller begynder den opstigende luft undertiden at rotere, og tornadoer kan dannes. Tornadoen ses som en roterende snabel, og kaldes rent teknisk først en tornado når snablen når jordoverfladen. I denne snabel, der består af vanddråber, som fortættes under det lave tryk i tornadoen, kan der opstå vindhastigheder helt op til 150 m/s - der er næsten fem gange orkanstyrke. Sådanne vindstyrker kan medføre enorme ødelæggelser.
Tornado Alley
Tornadoer kan optræde i stort set det meste af Verden, men USA er det land med den største hyppighed af tornadoer. Hvert år rammes USA af omkring 1.200 tornadoer.
De fleste tornadoer rammer et område i USA's Midtstater fra Texas til North Dakota. Dette område kaldes da også Tornado Alley, og har de idéelle betingelser for dannelsen af kraftige tordenvejr og tornadoer. Det sker oftest når varm og fugtig luft fra Den Mexikanske Golf strømmer mod nord og møder tør og kold polarluft fra Canada.
Hvor disse to luftmasser mødes dannes oftes tornadoer. Da temperaturforkellene er størst i forårsmånederne, hvor Den Mexikanske Golf er varm og polarluften endnu ligger over Canada ser man oftest tornadoer dér i forårsmånederne.
