Mozambique ­ klimaforandringer

Mandag d. 23. nov. 2009; kl. 10:30 af Jens Ringgård Christiansen

Klimaændringerne bliver store i Mozambique og det fattige afrikanske land har allerede taget forskud på fremtidens mere barske klima.

Voldsomme cyklonkatastrofer i begyndelsen af årtusindet
Mozambique har særligt siden årtusindskiftet været udsat for en lang række vejrkatastrofer. Medierne har mest vist og fortalt om de store oversvømmelseskatastrofer der skete i 2000 og 2001, hvor to kraftige cykloner hærgede henholdsvis det sydlige og det centrale Mozambique. Alligevel er det modsatte, nemlig tørke, det værste problem. Ligesom med oversvømmelser er tørke også et voksende problem i det sydøstlige Afrika. Hver gang en alvorlig tørke indfinder sig medfører den udbredt sult og hvis nødhjælpen ikke kommer frem, tusindvis af dødsofre.

Hvis man meget kontant sætter vejrkatastrofer op i antal hændelser er det tydeligt at det er et stigende problem. Den barske statistik bygger på tal fra 1950 og fremefter men med et hul i 80'erne, hvor Mozambique var præget af borgerkrig efter frigørelsen fra Portugals kolonidømme

Tørkeproblemerne vokser årti efter årti
Siden år 2000 har Mozambique fire gange oplevet alvorlig tørke, hvilket er oftere end nogen af de foregående fem årtier. Et voksende problem. Den tidligere rekord var i 90'erne.

Oversvømmelseskatastrofer fordoblet
Mozambique har oplevet 24 større oversvømmelser siden 1950, og hele 9 af disse oversvømmelser har været indenfor det seneste tiår. Rekorden er mere end en fordobling af den hidtidige rekord fra 70'erne.

Cykloner siden år 2000 værst i ødelæggelser og flest i antal
Overersvømmelseshændelserne skyldes til dels tropiske cykloner som Mozambique også slås med. De fem tropiske cykloner der har haft landgang i Mozambique siden årtusindskiftet udgør også rekord i forhold til de foregående fem årtier. Cyklonen Eline fra år 2000 anses for den værste cyklon der i nyere tid har ramt Mozambique. I 90'erne oplevede man landgang af fire tropiske cykloner.

Større klimaproblemer i fremtiden
Mozambique er tydeligvis plaget af de klimaændringer, der er i fuld gang. Landet vil også i fremtiden blive stærkt udfordret af klimaet.
Tendensen for fremtiden er at vejrkatastrofer bliver hyppigere. Generelt vil nedbørsmængden i Mozambique stige. Desværre ser det ikke ud til at hjælpe for tørkeproblemerne fordi det varmere klima medfører en mindst ligeså stor fordampning og hovedparten af regnen falder i en kortere regntid. Hermed bliver perioden med tørtid længere. En kortere regntid med mere regn kan desværre også føre til flere oversvømmelser.

Tropiske cykloner bliver også et større problem. For selvom antallet af cykloner der vil ramme Mozambique ifølge prognoserne ikke stiger så vil de cykloner der rammer blive mere ødelæggende.

Tre grader varmere i år 2100
Indslaget i aftenens vejrudsigt fortæller om en opvarmning på ca. 3 grader i Mozambique. Det bygger på FN's klimapanels scenarie A1b. Scenariet forudsætter at vi mennesker hurtigt gør brug af en mere effektiv teknologi og finder en balance mellem fossile og ikke fossile brændstoffer, samt at populationstilvæksten stopper i 2050.

Fokus på Mozambique kl. 18.20
De næste dage vil der her på hjemmesiden komme uddybende artikler om klimaet i Mozambique. Se med i vejrudsigterne de kommende dage kl. 18.20.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.