Tirsdag blev Danmark ramt af en snestorm, der de fleste steder gav 10 cm sne og snefygning.
Vintervejret satte ny trumf på, da en snestorm tirsdag ramte Danmark og gav endnu mere sne til et i forvejen vinterklædt dansk landskab - og til de sneglatte veje.
Snestormen kom i forbindelse med et lavtryk, der fra nordvest bevægede sig frem mod Danmark og sendte sine fronter ind over landet.
På forsiden af fronten blæste det med hård vind til kuling fra syd og langs fronten faldt sneen stedvis kraftigt. Efter fronten strømmede lidt lunere luft fra vest ind over landet og gav let tøvejr.
Snevejret startede tirsdag morgen i Vestjylland, hvorfra det sammen med opfriskende vind gav anledning til snefygning.
Fra Vestjylland bredte snestormen sig ind over Jylland og derfra videre til Fyn.
Før middag nåede snestormen Vestsjælland, hvorfra den bredte sig ind over Sjælland og til Lolland-Falster. I løbet af eftermiddagen blev også Nordsjælland og Hovedstadsområdet ramt af sne og snefygning.
I de tidlige aftentimer nåede vintervejret også frem til det hårdt vinterprøvede Bornholm.
Snestormen betød, at politiet måtte fraråde al unødvendig udkørsel i dele af Østjylland, på Fyn og på stort set hele Sjælland.
Snestormen bød mange steder på 10 cm sne - men det var især den kraftige vind, der fik den allerede liggende sne til at fyge, der hurtigt gav trafikale problemer og endnu mere sneglatte veje.
Tirsdagen igennem fulgte vi her på TV 2|VEJRET snestormen. Den kan du gense ved at 'klikke' på linket ovenfor til højre.
