Onsdagens regn og temperaturer omkring 6° er langt fra det maj normalt byder på. Det er et vejr, der i bedste fald kan sammenlignes med efterårsvejr - og i de senere år har vi haft mange vinterdage, der har budt på lunere vejr end denne iskolde majdag.
Cocktailen af kold luft, der blæser frem mod Danmark fra nordøst og silende regn har ud over en våd dag givet os en af de koldeste majdage gennem tiderne, som får selv nogle af de lune vinterdage vi har oplevet de seneste år til at give mere forårstemning.
Midt på dagen lå temperaturen onsdag flere steder i landet blot omkring 5-6°, som er helt normale dagtemperatuer i november måned - og et lynhurtigt kig tilbage på nogle af de luneste vinterdage inden for de seneste år får sikker mange til at hungre efter dem i stedet for denne kolde majdag.
Her et par bud på nogle vinterdage, som mange måske gerne havde byttet med.
Hvad med den 5. december 2006, hvor temperaturen nåede op på 14,2°, eller juleaftensdag samme år, hvor julen blev grønnere end nogensinde og temperaturen i eftermiddagstimerne nåede 11,7°.
Januar kan også være med. Den 9. januar nåede temperaturen i den rekordvarme januar måned 2007 op på 12,1°.
Året efter i februar 2008 viste termometeret den 10. februar 12,3°.
Det er alt sammen vinterdage, der temperaturmæssigt slår dagens for årstiden lave temperaturer med flere længder, og onsdagens kolde vejr er således så koldt, at det ikke engang er en rigtig lun dansk vinterdag værdig.
