Juni måneds vejr blev lidt koldere end normalt men med mere sol og nedbør på det jævne.
Med en middeltemperatur på 13,9° blev juni 2010 0,4° koldere end normalt. Den samme middeltemperatur som juni havde i fjor.
Årets første sommerdag kom ganske sent den 28. juni med 28,3° - hvilken sammen med den 29. juni blev årets varmeste dag. Månedens laveste temperatur blev 2,2° målt natten til den 16. juni.
Med 55 mm nedbør fik vi næsten vand som vi plejer i juni (52 mm). Store dele af nedbøren faldt i den første halvdel af måneden, og den 7.-8. juni fik man stedvis over 60 mm regn i de østlige egne.
Med 248 timers solskin var der dog også ekstra plads til solen (normalt 209 timer. Mest skinnede solen på solskinsøen Bornholm med 333 timer eller hele 11 timer og 6 minutter dagligt, mens man i Østjylland måtte tage til takke med 100 timer mindre.
