Se Peter Tanev kaste kogende vand op i den iskolde luft onsdag morgen
De ekstremt lave temperaturer de seneste morgener har gjort det muligt at opleve fænomener, man ellers kun ser i de polare og arktiske egne.
Tager man en kop med kogende vand kan man nemlig forvandle den til en sky af is og sne - blot ved at kaste den op i den iskolde luft.
Selvom man måske umiddelbart skulle tro, at forklaringen kun ligger i den iskolde luft, så er der faktisk flere årsager til, at det brandvarme vand omdannes til noget nær en 'snekanon'.
1. Vand, der er meget tæt på kogepunktet, er ligeledes meget tæt på at blive til bittesmå vanddråber når det møder umættet luft. Det betyder, at vandmolekylerne er meget tættere på at gå fra flydende form til gasform (damp) end hvis vandet havde været koldt.
2. Når vandet befinder sig i koppen har det kun et relativt lille overfladeareal. Så snart vandet kastes op i luften spredes det i mindre mængder og i dråber, hvilket gør, at overfladearealet forøges markant. Dette er også med til at få vandet til at fordampe hurtigere.
3. Meget kold luft kan også indeholde meget lidt vanddamp. Så snart det varme vand kommer i kontakt med luften opvarmes luften omkring den kortvarigt, hvorved luften kan indeholde mere vanddamp. På denne måde forvandles det kogende, flydende vand hurtigere til vanddamp og siden til iskrystaller.
Hvis temperaturen er lav nok sker dette prompte, som man kan se på videoerne ovenfor - og nedenfor.
Ricky Nielsen fra Nordfyn var tirsdag aften ude i næsten -20 grader koldt vejr og kaste en kop kogende vand ind i den isnende kolde og tørre luft.
