Fantastisk foto: Så flot er Danmark

Lørdag d. 19. feb. 2011; kl. 14:20 af Danny Høgsholt

Solen tilsmilede lørdag Danmark i en grad, som vi efterhånden ikke har set i en del dage.

Den tørre og iskolde østenvind var uden ret mange skyer, hvilket skabte perfekte betingelser for et 'vidunder-skud' af Danmark, da NASA's Aqua-satellit lørdag middag overfløj Nordvesteuropa.

Satellitbilledet viser med al tydelighed, hvor der ligger og ikke ligger sne hen over Danmark denne lørdag i hvad der for mange danskere og især skoleelever er vinterferie.

Mens sjællænderne kun kan finde sne på den sydvestlige del af øen ved Storebælt, så er landskabet kridhvidt i hele Jylland, Fyn og de omkringliggende øer.

Skyerne, som blev dannet i den iskolde østenvind over Østersøen, skjulte muligheden for at se et snedækket Lolland og dele af Falster.

Det samme var tilfældet på Bornholm, hvor der endnu ligger et par centimeter sne, som har overlevet i nu snart to måneder. Det ér nemlig resterne af julesnestormen den 23/12 2010, der endnu gør sig gældende på solskinsøen.

Skygaderne, som over Østersøen nåede at blive ganske udbredte, ses også over Kattegat, hvor de dog går i opløsning over land, som luften bevæger sig fra fugtigheden over havet ind over kysten.

Det skarpe øje vil også kunne ane isdannelserne i Vadehavet og Ringkøbing Fjord, der visualiseres i grå nuancer.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd