Hvornår er det egentlig forår?

Tirsdag d. 31. mar. 2009; kl. 18:51 af Anders Brandt

Foråret er over os - eller det? For der findes ikke nogen klar definition af, hvornår det egentlig er forår.

Her på siden spørger vi dig, hvornår du synes det er forår.

Ifølge kalenderen starter foråret 1. marts. Skal man følge Solens gang, så er det ved forårsjævndøgn den 20. marts, at foråret begynder.

Normalt plejer vi her i Danmark, at kalde det en forårsdag når temperaturen midt på dagen når 12-14° - og viseren på uret og temperaturen følger hinanden.

Med sådanne temperaturer vil de fleste sikkert også komme i forårshumør.


Vore naboer kan
Det ser de anderledes på i Sverige, hvor man kræver, at døgnmiddeltemperaturen er over 0° i mindst syv døgn før man erklærer det for forår.

I Norge er man mere finurlig. Der kræver man en middeltemperatur højere end 0° og lavere end 10° - samtidig med at temperaturen generelt er stigende.


Et bud
Uden at det har vundet officeielt indpas har det her i Danmark - stærkt inspireret af vore nordiske naboer - været foreslået, at foråret er perioden, hvor minimumstemperaturen ligger mellem 0 og 10ºC og gennemsnitstemperaturen er stigende.

Generelt kan man sige, at når vi begynder at slippe for den udbredte nattefrost - så vil det ofte ifølge de nordiske definitioner kunne erklæres for forår!


Vi har vore egne forårstegn
Hver især har vi dog vore egne små forårstegn - det kan være den første erantis, den første vibe, der 'blafrer' gennem luften - eller måske den første dag man kan sidde på terrassen og nyde eftermiddagskaffen.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.