Selv om orkansæsonen på Den Nordlige Halvkugle synger på absolut sidste vers, så blev den seneste tropiske storm i den østlige del af Stillehavet i 28 år søndag dannet ud for Mexikos kyst.
Normalt dannes de tropiske storm og orkaner på den Nordlige Halvkugle, mens havvandet er over 26 grader varmt. Det betyder også orkansæsonen i både Atlanterhavet og Stillehavet officelt slutter den 30. november.
Så sent er det dog usædvanligt sjældent at se tropiske storme i den østlige del af Stillehavet.
Seneste tropiske storm i 28 år
Ikke desto mindre var det præcis, hvad der søndag skete ud for Mexikos vestkyst, da et tropisk lavtryk af amerikanske hurricanemeteorologer blev opgraderet til en tropisk storm.
Ud over at få navnet 'Kenneth', så var den tropiske storm også den seneste, man har oplevet i den del af Stillehavet siden 4. december 1983.
Dengang var det orkanen Winnie, der blev dannet - endda efter den officielle afslutning på orkansæsonen.
'Kenneth' kommer efter de seneste prognoser ikke til at ramme land. Den bevæger sig ud over Stillehavet - og kan dér måske blive årets sidste hurricane.
Atlanterhavet byder oftere på sene tropiske storme
I Atlanterhavet og Caribien ser man oftere tropiske storme eller sågar tropiske orkaner blive dannet i vintermånederne - uden for sæsonen.
Senest skete det i 2007, da den tropiske storm Olga hen over Caribien gav blæst og regn i starten af december.
I rekordsæsonen 2005 nåede 'Epsilon' endda orkanstyrke fra den 29. november til en uge ind i december hen over den centrale del af Atlanterhavet - og senere nåede den tropiske storm 'Zeta' at blive dannet hen over nytåret 2005/2006.
Det var i øvrigt den sidste af de 28 navngivne tropiske storme i sæsonen 2005, hvor man løb tør for navne, og måtte tage det græske alfabet til hjælp for at give de tropiske storme deres navne.
