November 2011 bød både på mindre sol, meget mindre nedbør og temperaturer over det normale.
Med blot 18 mm nedbør i løbet af hele november måned, så blev årets udgave af årets elvte måned den tørreste i hele 78 år.
Stort højtryk gav Danmark tørvejr
Ikke siden man målte 18 mm i november 1933, har en november været så tør som i år. Rekorden lyder på 13 mm og stammer fra 1902. Normalt falder der 79 mm nedbør i november.
Det var et stort højtryk, der i de første tre uger af måneden sørgede for lunt, tørt men i flere omgange også diset og tåget vejr.
I denne periode faldt der blot et par millimeter regn landet over, inden at vestenvinden med lavtryk og fronter fik fat i landet i den sidste uge af november.
Det lune vejr sørgede også for, at der ikke faldt ét eneste snefnug over Danmark i november 2011, og det er dermed første gang i mindst 10 år, at vinterhalvårets første sne ikke er faldet senest i november måned.
Stærk storm i slutningen af måneden
Det kraftigste lavtryk passerede ind over Sydnorge den 27. november og gav store dele af Vestkysten, Nordjylland, Nordsjælland og Bornholm stærk storm med vindstød af orkanstyrke.
Stormen bød på de højeste vindhastigheder målt i Danmark siden den omfattende storm den 8. januar 2005, der i Nordvestjylland måtte betegnes som en regulær orkan.
2° varmere end normalt
Landets højeste temperatur blev målt allerede på månedens første dag, da man på Bornholm kunne se temperaturen stige til 14,6°.
Månedens laveste temperatur blev -3,9° målt i Nordsjælland den 14. november. Samlet set blev november med en middeltemperatur på 6,7° hele 2,0° varmere end normalt (4,7°).
Solen kiggede mindre frem
På trods af lunt og tørt novembervejr, så blev danskerne ikke begunstiget med særlig megen solskin.
Luften, som i store dele af måneden blæste op over landet fra syd, var i sig selv fugtig, og det gav anledning til dis og tæt tåge i flere omgange i løbet af november.
Derfor skinnede solen også blot 37 timer ud over landet som helhed, hvilket blot er ca. 2/3 af det normale (54 timer).
Se også
- November blev den tørreste i 78 år
- Stormen var den værste i seks år
- Tørkerekorden regnede væk
- Ekstremt højvande rammer København i dag
- Højvande i København toppede ved 1,3 meter
- TV 2|VEJRET fulgte stormen time for time
- Se kortet: Her blev stormen værst
- Mere end en måneds regn i Jylland onsdag morgen
- Se Storebæltsbroen stikke op af tågen
- Pas på: Tæt tåge og glatte veje
- Mange flotte lysfænomener set over Danmark
- Vandet er rødt langs danske kyster
- Usædvanlig tør november fortsætter
- Ikke set i mindst 10 år: Vintervejret tøver
