Ny uge med over 20° på vej

Søndag d. 10. jun. 2012; kl. 08:12 af Danny Høgsholt (opd. d. 10/6 2012; 09:13)

Der venter Danmark en markant lunere og også lidt mindre regnfuld uge, der måske kan være startskuddet til en sommerlig periode begyndende i næste weekend.

Lunere - men endnu med byger
Når vi har overstået en grå og småvåd søndag, så venter der mandag og tirsdag et par dage, hvor der fortsat vil være lavtryk tæt på Danmark, men med en lidt lunere luftmasse over landet kan temperaturne imellem bygerne, der bliver flest tirsdag, uden problemer stige til nær eller endda lidt over 20 grader.

Dermed vil vejret komme til at føles mere sommerligt efter en uge med regn og byger og temperaturer, der mange steder har ligget rundt 15 grader.

Mens onsdagen også kan byde på en byge eller to, så ser vejret fra torsdag mest tørt ud med bedre plads til solen.

Måske endnu varmere i næste weekend
Frem mod næste weekend er prognosemodellerne enige om, at et højtryk skyder op over Østeuropa mens lavtryk dannes over Vesteuropa og tager turen nordover.

Det kan muligvis åbne op for en meget varmere luftstrøm fra sydøst allersidst i næste uge uden at det af den grund nødvendigvis bliver helt stabilt vejr.

Ikke desto mindre viser prognoserne et begrundet håb for at sommervarmen for alvor kan være på vej tilbage.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd