Vilde billeder: Tordenfronten ramte også Polen og Tyskland

Tirsdag d. 19. jun. 2012; kl. 10:40 af Anders Brandt

Den tordenfront, som mandag aften ramte Bornholm med flere tusinde lynnedslag og skybrud, fik man også at mærke længere mod syd - på den anden side af Østersøen.

Tordenfronten strakte sig hele vejen fra Sydsverige ned over Bornholm til det østlige Tyskland og herfra bevægede den sig i aftentimerne ind over Polen, hvor man fik et meget spektakulært syn at se, da fronten passerede.

Billedet ovenfor er fra det vestlige Polen, hvor der blev dannet nogle meget karakteristiske skyer. Det er de såkaldte 'Mammatus', der ser ud som store dråber, der drypper ned fra underkanten af skyen.

Når man ved, at mammatus på latin betyder 'bryst', så kan man i denne sammenhæng godt forstå disse skyer har fået netop dette navn.

Mammatusskyerne over Polen kunne ses i den flotte solnedgang og blev dannet i forbindelse med nedsynkning af kold luft i tordenskyen. Det sker især på tordenfrontens bagside, og ses undertiden som 'dråber' der hænger ned fra skyen.

I dette tilfælde var det et helt ekstremt flot syn.

Længere mod vest var det en mere klassisk tordenfront, der passerede. Billedet her ovenfor er fra det østlige Tyskland nær grænsen til Polen, hvor en gustfront passerede forbi med torden og skybrudsagtig regn.

I det østlige Tyskland faldt der mest regn på Rügen, da tordenfronten passerede. Her fik man med 25 mm næsten ligeså meget som på Bornholm.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd