De der statsede og blev hjemme i Danmark for at holde ferie - og gjorde det i den første uge af skolernes sommerferie. De er foreløbigt blevet belønnet med noget af det pæneste sommervejr denne sommer foreløbigt har budt på.
De kommende dage fortsætter det sommerlige vejr. Og det skal nydes i fulde drag for fra på fredag kan der igen komme regn.
Selv om skyer stedvis kan drille lidt, så venter der os nu to overvejende sommerlige dage. Og lokalt kan temperaturen endda nå 25 grader med udsigt til en helt 'rigtig' sommerdag.
To dage med sommerligt vejr
Onsdag bliver det tørt og solrigt med temperaturer op til mellem 20 og 22 grader. Ud på dagen kan der dog komme lidt flere skyer i Jylland.
Torsdagsvejret ser rigtigt flot ud de fleste steder med temperaturer op mellem 20 og 25 grader. Men fra Østersøen kan skyer i den svage østenvind sive ind over de sydlige og østlige egne. Og sker det, så vil det nok virke knap så sommerligt.
Men når alt kommer til alt, så deles sol og vind næsten lige. Onsdag er de bedste solchancer nemlig i den østlige del af landet, mens man torsdag skal søge mod Vest- og Nordjylland, hvis man vil have sol og sommer.
Fredag kommer byger op fra syd. De vil især ligge over de sydlige egne, så man kan redde sig endnu en dag med sommervejr, hvis man holder sin sommerferie i Nordjylland.
Men herefter ser det atter meget ustabilt ud med regn- og byger flere steder - men i første omgang med relativt lunt vejr.
Højt UV-index og varmere badevand
Når man nu tager til stranden eller lægger sig i haven for at nyde det gode danske sommervejr, så skal man være opmærksom på, at UV-indexet er højt.
Mange af os er stadig vinterblege efter en start på sommeren uden sommervejr af betydning. Kombinationen af det og et forventet UV-index onsdag på 7 er ikke godt for huden. Og trods det sparsomme danske sommervejr anbefales det at følge de tre solråd med de tre s'er: Solhat, Siesta og Solcreme.
Det varmere sommervejr har også sendt badevandstemperaturen opad. Ved de varmeste danske badestrande er vandet både 20 og 21 grader varmt. Varmest er det ved Løgismose på Sydvestfyn.
Ved Feddet på Sydøstsjælland trækker det iskolde 11 grader varme badevand ned i det samlede regnskab, men trods det kunne der efter tirsdagens målinger foretaget af TV 2 VEJRET's BadevandsPatrulje bades i gennemsnitligt 16,9 grader varmt badevand.
Når gennemsnittet når 19 grader betegner vi det her på TV 2 VEJRET som en badedag.
