Dagen i dag kommer til at minde meget om dagen i går, men så er det også slut med højeste dagtemperaturer under 20 grader. Fra i morgen bliver det varmere.
Mandagen var på alle måder en aktiv vejr-dag og med både lyn, skypumper og lokale skybrud var der lidt for enhver smag, eftersom solen også kiggede frem i perioder de allerfleste steder i landet.
Tirsdag er det fortsat kold luft i de højere luftlag - i meteorologiens verden kaldet en 'kuldepol' - som befinder sig over Danmark og store dele af Nordvesteuropa.
Det betyder endnu en dag med byger, der igen kan være kraftige med hagl og torden, og allerede i de tidlige morgentimer er man i den sydlige del af Jylland stået op til bulder og brag.
I eftermiddagens løb bliver bygerne gradvist færre, først i de sydvestlige egne, men inden da kan man hvor de kraftige byger huserer få op mellem 10 og 15 mm regn.
Vinden bliver let til frisk fra vest og sydvest, og den opfriskende vind gør, at muligheden for at se de spektakulære skypumper i dag formentlig er noget mindre end mandag, men i forbindelse med de kraftige byger kan man aldrig helt afvise, at det beundringsværdige vejrfænomen kan opstå.
Tirsdagen er i øvrigt den sidste dag med det kølige vejr. Fra i morgen bliver det lunere igen med temperaturer over 20 grader, når en varmfront passerer landet sydfra.
Husk du altid kan dele dine vejrbilleder med TV 2|VEJRET ved at benytte uploadfunktionen i linkboksen til højre. Vi bruger løbende billederne på TV og i gallerier på vejret.tv2.dk.
