Sommerdag på vej: Nu bliver det varmere igen

Onsdag d. 1. aug. 2012; kl. 08:02 af Danny Høgsholt

De fleste danskere er stået op til en skyet onsdag morgen og nogle få steder er der endda lidt småregn i luften: Men fortvivl ej - det er et godt tegn. En varmfront er nemlig ved at passere landet.

Og bagpå varmfronten strømmer varmere luft i løbet af eftermiddagen op over landet sydfra - en varmluft, som vi i store træk får glæde af resten af ugen, selvom vejret ikke bliver helt stabilt.

Når det i eftermiddag klarer op over især de sydlige og østlige egne, så kan temperaturen nå op omkring 22 grader i den sommerlige luft, der blæser op mod Danmark hele vejen fra Spanien.

Varmfronten har dog en koldfront lige i halen, som langsomt skal passere landet i morgen med regn- og tordenbyger, men inden det sker, så kan temperaturne på Sjælland i pænt solskinsvejr nå de 25 grader torsdag og på den nordlige og vestlige del af Bornholm kan termometeret torsdag eftermiddag også vise 27 grader.

Når koldfronten er passeret blæser en anelse køligere luft ind over landet fra sydvest, men med temperaturer mange steder mellem 20 og 23 grader ugen ud, så kan de fleste sikkert godt leve med de regn- og tordenbyger, der vil opstå hen over landet.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd