Ekstremt rekordspring: Derfor springer han fra kanten af rummet

Mandag d. 8. okt. 2012; kl. 23:03 af Anders Brandt

Når Felix Baumgartner tirsdag som det første menneske nogensinde uden beskyttelse fra skroget af et fly eller rumfartøj styrter mod jorden hurtigere end lydens hastighed, så er der en god grund til det foregår fra en så ekstrem højde.

Baumgartner springer fra 36.000 meters højde - og slår dermed hele fire nye verdensrekorder.

Aldrig har nogen kun iført beskyttelsesdragt bevæget sig med de forventede 1.100 kilometer i timen, aldrig har nogen foretaget et frit fald på fem et halvt minut, ligesom der aldrig er nogen der er sprunget ud fra 36.000 meters højde fra den højeste ballonflyvning nogensinde.

De tre sidste rekorder er en nødvendighed, hvis Felix Baumgartner skal slå hastighedsrekorden.

Det er kun muligt i den ydre del af atmosfæren, hvor der næsten ingen luft er.

Der er næsten ingen luft i 36 kilometers højde
Halvdelen af al atmosfærens luft findes under fem kilometers højde - og 10 kilometer oppe har man allerede 3/4 af al luften under sig. I de 36.000 meter, som springet udføres fra, er 99,5 % af al luft at finde i lavere højder, og der er derfor et helt ekstremt lavt lufttryk på kun ca. 0,5 % af det man finder ved Jorden.

At der stort set ikke er luft i den højde betyder, at Felix Baumgartner i de første sekunder af det frie fald stort set ikke udsættes for luftmodstand og dermed accellerer ekstremt hurtigt. Allerede efter 30 sekunder vil han nå lydens hastighed (Mach 1) og kan accellerere yderligere til Mach 1,2.

Ret hurtigt vil tætheden i luften øges så han bremses op af luftmodstanden og hastigheden vil langsomt begynde at falde.

Rekorden skal af den grund slås inden for det første minut af springet. Det er derfor helt nødvendigt, hvis rekorden skal slås at man skal sende Baumgartner helt op i disse ekstreme højder.

Ekstreme forhold op gennem tre atmosfæriske lag
I 36 kilometers højde - og på vejen derop - hersker helt ekstreme forhold. I det der aller bedst kan beskrives som en rumkapsel sendes Baumgartner med en enorm heliumfyldt ballon til vejrs.

Ved Jorden ligner ballonen nærmest et langt rør på små 200 meters højde, men undervejs udvider heliumet sig under det lave tryk, så ballonen spiles helt ud og bliver cirkelrund.

Opstigningen, der starter tirsdag kl. 14 dansk tid kommer til at foregå gennem tre lag af Jordens atmosfære. Den nederste del - troposfæren - der er omtrent 12 kilometer tyk hen over det sydlige USA på denne tid af året, er den, hvor man finder alt vejr, og hvor luften er tættest.

Her falder temperaturen stort set konstant med højden og når ved grænsen til tropospausen en temperatur på ca. -60 grader. Det er den temperatur, der er blevet målt mandag under en radiosondeopsendelse tæt på Rosswell i New Mexico.

Op til ca. 20 kilometers højde, hvor man finder grænsen til stratosfæren falder temperaturen kun ganske lidt og ligger her på -70 grader. I det område er det i øvrigt ganske blæsende. Mandag var der op til orkan i mellem 12 og 15 kilometers højde - og det var blandt andet én af hovedårsagerne til opsendelsen blev udskudt til tirsdag.

Over 20 kilometer - i stratosfæren - begynder temperaturen at stige. Her finder man et højt indhold af ozon - også kendt som ozonlaget - og det absorberer solens stråler, så temperaturen her stiger til omkring -40 grader, som er den temperatur Felix Baumgartner skal springe ud i fra 36 kilometers højde.

Lavt lufttryk kan få blodet til at koge
I de 36 kilometers højde er lufttrykket blot 5 hPa, der kun er 0,5 % af lufttrykket ved Jordoverfladen (1013 hPa).

Et så ekstremt lufttryk betyder blandt andet at kogepunktet sænkes så langt ned, at al flydende kropsvæske - blandt andet blodet vil begynde at koge, hvis ikke man var beskyttet af en dragt, som mellem dragten og kroppen genererer et kunstigt tryk.

To tidligere forsøg på at springe ud fra højder over 30.000 meter er i 1960'erne endt fatalt.

Det er heller ikke uden grund, at man i U.S. Airforce's afdeling for rummedicin benytter en højde over 19.200 meter, som en sikkerhedshøjde. Den linje kaldes "Armstrong Linjen", og er grænsen for, hvor trykket er så lavt, at man kun kan overleve med trykdragt.

Alt det skal Felix Baumgartner først op igennem på en tur, der varer tre timer. Herefter springer han ned gennem tre atmosfæriske luftlag - og undervejs passerer han ned til -70 grader kold luft i et frit fald der varer fem et halvt minut.

I 1500 meters højde udløses hans faldskærm inden han forhåbentligt efter planen lander sikkert i New Mexicos ørken.

Du kan følge Felix Baumgartners spring LIVE her på tv2.dk

.

Print artikelSend til en ven Del på facebook

Nyheder

Seneste
Populære

Se alle nyheder

Hjælp os med at forbedre vejret.tv2.dk. Send os din feedback.

EmediateAd